13. marts 2024

3 min

Kunden har altid ret: Anders Bang fra Hansens Is

Anders Bang har i snart seks år svunget ispinden som kommunikations- og marketingchef hos den økologiske isproducent Hansens Is – og har i dag ansvaret for salg og kundeoplevelser. Han svarer her på fem skarpe spørgsmål om kommunikation, bureausamarbejder og flødeis i Helps faste format ”Kunden har altid ret”.

Hvad er det sjoveste ved at arbejde med kommunikation? Nu er jeg jo så heldig, at jeg kommunikerer om noget så fantastisk som økologisk is. Det sjoveste ved at arbejde med kommunikation er at dykke ned i den kreative proces. For mig handler det om at omsætte vores vision med Hansens Is til fortællinger, der er relevante.

Vi laver et produkt, der skiller sig ret meget ud fra mængden ift. råvarer, produktion og design – og det skal også reflekteres i vores kommunikation. Jeg elsker at finde de nye tilgange, der gør, at vores historie skiller sig ud i den store medieverden. Det kan være alt fra at lege med visuelle elementer til at udvikle indhold, der virkelig rammer plet ude hos danskerne. Hvad er den bedste historie, du nogensinde har fortalt som kommunikatør? En af de vigtigste historier som kommunikatør er, hvordan bæredygtighed og smag hænger uløseligt sammen. Når vi har vores egen vaniljefarm, får chokolade fra Friis-Holm og mælk fra den økologiske gård Svanholm, så får vi både helt exceptionelle råvarer og sikrer at de er produceret på en ordentlig og langsigtet måde.

Jeg mener helt generelt, at vi i Danmark snakker for lidt om bæredygtighed og råvarekvalitet – ikke bare inden for is, men i hele fødevareerhvervet. Så her vil vi gerne være en stemme og et eksempel på, at det faktisk kan lade sig gøre at forene forretning og idealer. Hvad er det værste et bureau kan gøre? Det værste et bureau kan gøre er at vinde en pitch med en senior og bagefter ‘skuffe’ kunden ved at sætte en junior-ressource på som erstatning. Til gengæld er der noget rigtig stærkt i et makkerskab mellem senioren med erfaring og den unges sult efter gode historier.

Desuden er det vigtigt for os at undgå, at løsningerne bliver for rutineprægede eller vi bare bliver talt efter munden. Vi vil gerne udfordres på vores forestillinger og få nye input – det gode bureau får de ideer, som vi ikke selv får.

Hvad skal et bureau levere for at gøre sig uundværlig? Et bureau bliver uundværligt ved at have gode folk og konsekvent at levere 100% på opgaverne. De bliver uundværlige, hvis de kontinuerligt formår at overgå vores forventninger. Jeg forventer selvfølgelig ikke, at der dagligt kommer fuldstændig originale ideer og muligheder ind i indbakken, men jeg forventer, at de kommer en gang i mellem.

Hvad er dit bedste råd til andre inden for kommunikation og markedsføring? Mit bedste råd er at huske, at det er vigtigere, at noget er relevant, end at det er unikt. Det handler ikke kun om at være anderledes bare for at være anderledes, men derimod at forstå, hvad der virkelig betyder noget for ens målgruppe. Samtidig skal man undgå at falde i "ekkokammeret", hvor man kun tænker og handler som de andre i branchen. At forstå, hvordan størstedelen af befolkningen tænker og handler, synes jeg er vigtigt for en effektiv kommunikation. Man skal træde ud af ens eget faglige univers og forsøge at skabe forbindelser med den bredere virkelighed.