I hele mit arbejdsliv har Google været en del af min hverdag. I perioder ekstremt vigtigt. Jeg bruger det stadig, men markant sjældnere. Sådan tror jeg, mange i erhvervslivet har det.
Danskernes brug af AI er i hvert fald fordoblet på ét år. 37 pct. brugte AI ugentligt i 2025 mod 17 pct. året før. Den udvikling rammer søgemaskinerne indefra.
Ca. 59 pct. af europæiske Google-søgninger ender uden et eneste klik videre til et hjemmeside, og på søgninger, hvor Google lægger et AI-svar øverst, faldt den organiske klikrate 61 pct. på bare ét år.
Forretningskritisk Det er for de fleste virksomheder potentielt forretningskritisk, for i over to årtier har størstedelen af erhvervslivet indrettet sine digitale investeringer efter Google til at drive trafik.
Både som forbrugere og som virksomheder har vi vænnet os til “googleriet”. Det har skabt en hel industri af teknisk optimering, hvor man med de rigtige budgetter og værktøjer har kunnet finde vej til toppen af søgeresultaterne.
Den æra er ved at nå sin afslutning. Og dermed muligheden for at købe sig til synlighed.
For hvad køber man sig til, når en sprogmodel formulerer én samlet konklusion? Der er ingen placering at byde på. Der er et svar, og i det svar bliver din virksomhed nævnt eller ikke nævnt.
En sprogmodel er ikke kodet til at lade sig imponere af en velsmurt salgsafdeling eller et massivt annoncebudget.
Den bygger sit svar på, hvad der i forvejen står skrevet om dig af andre end dig selv.
Redaktionelle artikler. Uafhængige analyser. Brancheindlæg med et navn under. Årsrapporter, der faktisk kan læses.
Modellen tjekker ikke, hvem der har betalt mest for et søgeord. Den samler op på, hvem markedet og medierne behandler som en troværdig kilde.
Mister virkning Konkret betyder det, at nogle poster i markedsføringsbudgettet mister sin virkning, mens de poster, der historisk har været sværest at forsvare over for en bestyrelse, bliver de vigtigste.
Omtale, debatdeltagelse og ekspertsynlighed har altid været svære at sætte et afkast-tal på. Jeg tror, de bliver afgørende for den kommercielle synlighed inden for to til tre år. Og de kan ikke bygges bagudrettet, for du kan ikke købe dig til fem års troværdighed.
Spørgsmålet til en ledelse er derfor ret enkelt. Ved du, hvordan din virksomhed ser ud, når en sprogmodel svarer?
Prøv at spørge Chat GPT eller Gemini om de tre stærkeste leverandører i jeres kategori.
Står jeres navn der ikke, er der ingen kampagne at skrue op for. Så er der et omdømme at bygge, og det tager længere tid end et kvartal.