Help har gennem flere år investeret i digitale kompetencer inden for blandt andet videoproduktion, digital design og AI. Nu vil kommunikationsbureauet accelerere udviklingen og har fra 1. september givet seniorrådgiver Kristian Scharling ansvaret for digital kommunikation.
Han skal stå i spidsen for forretningsudviklingen af Helps kompetencer og services på området og samtidig styrke samspillet mellem digital kommunikation og bureauets øvrige fagligheder.
“Vi oplever i stigende grad, at kunderne efterspørger løsninger, hvor PR, kreativitet og digital kommunikation skal hænge sammen fra starten. I Help har vi et virkelig stærkt hold med mange forskellige fagligheder. Min opgave bliver at gøre os endnu bedre til at bringe dem i spil sammen og tænke digital kommunikation ind på tværs af vores arbejde,” siger Kristian Scharling.
Vil accelerere den digitale oprustning
Senest har Help ansat en dedikeret AI-specialist til at drive udviklingen og løse opgaver på området. Med Kristian Scharling i spidsen for digital kommunikation opruster bureauet nu yderligere og tager endnu et skridt i den strategiske udvikling.
Ifølge Charlotte Correll, partner i Help, er ambitionerne for at styrke de digitale kommunikationsservices i Help store.
“Vi er stadig nogle af de bedste til at få kunderne i pressen, og det vil vi blive ved med. Men i dag fortælles de gode historier i langt flere kanaler og formater. Også i Help. Vi har oprustet vores digitale kompetencer gennem flere år, og den udvikling vil vi nu sætte yderligere fart på. Ligesom markedet i 21 år har kendt Help for PR, skal vi inden for få år være lige så kendte for vores stærke leverancer inden for video, design, web og AI,” siger Charlotte Correll.
Kristian Scharling kom til Help som seniorrådgiver i januar 2026. Inden da drev han det digitale kommunikationsbureau Somera og arbejdede efterfølgende som selvstændig kommunikationsrådgiver. Han fortsætter som seniorrådgiver sideløbende med det nye faglige ansvar.