AI er for længst rykket ind i kommunikationsbranchen. Hos Help har teknologien de seneste år været en integreret del af bureauets interne udvikling, men nu bliver kunstig intelligens løftet fra internt effektiviseringsværktøj til egentligt forretningsområde. Ambitionen er at udvikle nye produkter og løsninger, hvor AI ikke blot understøtter rådgivernes arbejde, men også er en aktiv del af fremtidens ydelser, der hjælper kundernes forretning.
Help begyndte arbejdet med AI allerede i 2023, hvor bureauets medarbejdere blev introduceret til teknologien og dens muligheder. Siden har Help tilknyttet eksterne specialister, der har hjulpet medarbejderne med at skræddersy AI-løsninger til deres individuelle arbejdsgange.
Dedikeret AI-ressource skal drive innovationen Nu går bureauet fra klassisk implementering og inspiration til rendyrket innovation. Udviklingen skal blandt andet drives af AI-specialist Sofus Kildegaard, der blev ansat i 2025 og nu får en central rolle i arbejdet med at udvikle nye AI-baserede koncepter og kundeprodukter.
“Help ønsker fortsat at udnytte den skarphed og effektivitet, som de teknologiske muligheder giver. Men ledelsen har også erkendt, at reel innovation kræver en dedikeret ressource, som ikke er bundet op på den daglige kundedrift. Jeg får nu frihed til at bygge koncepter og AI-motorer direkte til kunderne, og det tror jeg, der er en stor fremtid i. Naturligvis altid med mennesker som en del af processerne. Både Help og jeg har et tydeligt kodeks for, at AI aldrig må stå alene uden menneskelig kontakt, vurdering og opfølgning,” siger Sofus Kildegaard, AI-specialist i Help.
Investerer i kommunikation vi endnu ikke kan se Hos Help er man ikke bange for at indrømme, at man endnu ikke kender det præcise format for de kommende produkter. Men investeringen er nødvendig for at fastholde positionen forrest i feltet.
“Det er netop det, vi synes er spændende. Vi kan ikke med sikkerhed se de færdige AI-produkter endnu. Men vi ved, at hvis vi ikke investerer ressourcerne nu og gør innovation til en del af hverdagen, står vi svagere, når markedet for alvor åbner sig i krydsfeltet mellem kommunikation og AI. Vi er allerede i gang med AI-undervisningsforløb og har udviklet AI-drevne monitoreringsmotorer, som flere af vores kunder allerede har glæde af. Help har altid været kendt for at være langt fremme med strategisk kommunikation, presse og kreative koncepter. Vores ambition er, at AI i langt højere grad bliver en integreret del af de løsninger, vi tilbyder kunderne,” siger Charlotte Correll fra Help.
Help forventer, at det nye forretningsområde skal levere sine første kommercielle resultater fra kundeaktiviteter senest i andet halvår af 2027.