1. Om os
  2. Services
  3. Cases
  4. Journal
  5. Karriere
  6. FREM
  7. Kontakt
  8. English

17. juni 2025

4 min

5 spørgsmål til Help-eksperten: LinkedIn – fra jobopslag til faglig dialog

LinkedIn er en kanal med mange muligheder, når virksomheder og medarbejdere skal kommunikere til deres netværk. Nyheder deles, kultur vises, talent tiltrækkes og relationer opbygges. LinkedIn rummer et langt større potentiale end blot synlighed. Her deler Helps LinkedIn-ekspert Marie Refsgaard Olsen sine indsigter i, hvordan virksomheder kan aktivere deres kommunikation strategisk og skabe reel værdi på platformen.

Hvordan ser du LinkedIns rolle i dag? LinkedIn er blevet det sted, hvor faglighed og personlighed mødes – og det er præcis dét, der gør platformen interessant. Det er ikke længere bare en platform for jobopslag og CV’er. I dag bruger vi LinkedIn til at dele viden, tage del i samtaler og vise, hvad vi står for professionelt. Det er både en kanal for synlighed og relationer, og derfor er det heller ikke nok at tænke på LinkedIn som et sted, hvor man bare poster, når man har fået nyt job. LinkedIn fungerer bedst, når man er til stede, engagerer sig og skaber værdi for sit netværk. Det handler ikke kun om at kommunikere om sig selv, men med andre.

Hvordan arbejder virksomheder typisk med LinkedIn i dag – og hvad kunne de gøre anderledes? Mange virksomheder bruger LinkedIn som en kanal til at dele nyheder – og det er helt fint. Men det bliver hurtigt meget indefra-ud kommunikation: opslag, der giver god mening internt i organisationen, men som ikke er relevante for resten af netværket. Det kan være billeder af fredagskage eller en jubilæumsfejring - opslag, der vækker smil internt, men sjældent skaber engagement eller faglig værdi eksternt.

Virksomheder, der lykkes, tør give plads til både faglighed og personlighed. Det handler om, hvordan man gør det relevant for modtageren. Hvad betyder den nye medarbejder i forhold til teamets kompetencer? Hvilken læring opstod under det projekt, der blev fejret?

Vil du lykkes med din LinkedIn-kommunikation, skal du stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor er det her interessant for andre? Når det spørgsmål bliver styrende for indholdet, ændrer vinklen sig og værdien for netværket vokser.

Hvilken rolle spiller medarbejdernes kommunikation på LinkedIn for en virksomhed? En afgørende rolle. Når medarbejdere selv deler erfaringer, perspektiver eller indsigter, giver det en helt anden troværdighed og rækkevidde. Det er jo dem, der kender arbejdspladsen, kulturen og hverdagen bedst. Samtidig får de selv noget ud af det, da det styrker deres faglige profil. Det er vigtigt, at det sker på deres egne præmisser og med støtte fra virksomheden, ikke som et krav.

Hvordan hjælper I virksomheder i gang med LinkedIn? Vi starter altid med kulturen. Hvilken rolle spiller LinkedIn allerede i organisationen, og hvor er folk henne i deres brug af platformen? Derfra bygger vi rammer, som gør det nemt og trygt at deltage. Det kan være konkrete idéer til indhold, sparring på formater eller fælles workshops. Det vigtigste er, at det føles meningsfuldt for dem, der skal dele og ikke som noget, der bliver trukket ned over hovedet på dem.

Hvad er dit bedste råd til dem, der gerne vil i gang, men ikke helt ved hvordan? Start småt og vær nysgerrig. Man behøver ikke skrive lange indlæg eller poste ofte. Prøv i stedet at kommentere på noget, der interesserer dig, eller del en erfaring med en faglig pointe. Det handler ikke om at være perfekt, men om at være relevant og sig selv. Og husk – det tager tid at finde sin stemme, men det er en investering, der giver igen.

Ræk ud til Marie for at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe jer med at lykkes på LinkedIn – både strategisk og i praksis.